Mit liv efter 6 måneder med en gastric sleeve

I er en del der har været virkeligt søde at spørge ind til hvordan jeg har det nu, efter 6 måneder med en gastric sleeve. Det vil jeg prøve at skrive lidt (okay, det blev til ret meget) om her.

Jeg har ikke rigtig fået skrevet om hvordan jeg har haft det, og hvordan det er gået, efter de første 4 uger. Det vil jeg forsøge at blive bedre til. Da det både hjælper jer, men også hjælper mig, til at mærke efter, og blive endnu mere klar på, hvordan jeg egentlig går og har det.

I skrivende stund, har jeg det rigtig godt. Det er noget af en rutschebanetur, jeg har begivet mig ud på, med gode perioder fyldt med glæde, sejre og en følelse af at det her var en god beslutning, og perioder hvor jeg har været ked af det, frustreret og mest af alt været ret opgivende. Jeg var egentlig ret godt forberedt på, at det ville blive en process med op og nedture, men det føles altid anderledes når man så står lige midt i det. Heldigvis er der flest opture.

Det sidste jeg fortalte var, at mit vægttab stadig var gået i stå efter 4. uge med min gastric sleeve. Min vægt stod helt stille i 3 uger, imens min krop lige skulle komme sig oven på operationen, og vænne sig til de ganske få kalorier jeg kunne spise.

Herefter gik det ganske fint igang igen. Det har været gået i står et par gange siden, for derefter af rykke lidt igen. Herunder kan du se, hvordan det er gået, måned for måned.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det er præcis som jeg have forventet. Det er det ikke! Jeg havde regnet med at der ville ryge 7-8 kg om måneden. Virkeligheden er bare en anden, i hvert fald for mig.

Mit vættab har indtil nu set sådan ud:

Slut Juni: -9 kg
Juli: -2,5 kg
August: -7 kg
September: -4,7 kg
Oktober: -4,4 kg
November: -0,3 kg
December: -3,9 kg

I alt: 32,1 kg

Som skrevet her i min beretning om 1. uge, tabte jeg 9 kg den første uge efter operationen. Det var helt sindssygt, og jeg var sikker på at jeg ville være åleslank et halvt år efter. Haha.

I juli gik mit vægttab i stå, det kan du læse mere om her i min beretning om 3. uge. Heldigvis gik vægttabet i gang igen. Og i august smed jeg intet mindre end 7 kg. Jeg var stolt som bare pokker.

September og oktober gik med at jeg syntes mit vægttab gik for langsomt, og jeg følte ikke at jeg tabte mig en dyt. Nogle uger stod vægten stille, for derefter at give et pænt ryk.

Når vægttabet går i stå

Når der er stilstand på vægten bliver jeg rigtig påvirket af det. De gamle tanker dukker op, og helt automatisk får jeg lyst til at spise mindre portioner end jeg allerede gør.

Jeg synes det er virkelig frustrerende, og jeg føler mig som en fiasko. Men jeg ved også, at det ikke hjælper noget at dunke mig selv oven i hovedet, for jeg gør mit aller bedste.

Til forsamtalen inden min operation, fik jeg fortalt at det ikke er til at sige hvor meget man kommer til at tabe sig. Der er naturligvis nogle statistikker at læne sig op ad, men et egentligt mål, er svært. Nogen taber sig alt det de skal, og andre taber ikke særlig meget. Det er ikke til at sige hvorfor.

Den viden, har også givet anledning til tudeture når vægttabet går i stå. Jeg har gang på gang tænk ‘var det dét? Skulle jeg virkelig gennemgå en operation for 30 kg?’ Tanker som dukker op, fordi at alt hvad jeg oplever fra nu af, er nyt. jeg har ikke prøvet det før. Og jeg har dermed ikke nogen erfaringer at læne mig op ad. Men hver gang, går det heldigvis stille og roligt i gang igen – Til stor glæde og lettelse.

Gode råd fra diætisten

Diætisten på Hamlet sagde, at jeg fik for lidt at spise. På en god dag spiste jeg cirka 800-900 kalorier. Jeg blev herefter bedt om at spise omkring 1400 kalorier dagligt. Heraf 160 gram kulhydrat, 100 gram protein og 40 gram fedt.

Jeg forstod godt hvad hun sagde, men hold nu op hvor er det svært at spise nok, når det hele skal være kalorielet. Jeg ‘glemte’ at proteinerne var aller vigtigst, og begyndte at lave mine egne regler om at dagens vigtigste mål var at nå de 1400 kalorier som diætisten anbefalede. Jeg skruede derfor op for fedtet, og glemte alt om fordelingen af protein, kulhydrat og fibre, blot for at nå målet med kalorierne.

Det resulterede i en november med fuldstændigt stillestående vægt. Og jeg er nu blevet klogere på alt dette her. For mig er proteinerne sindsygt vigtige, og derfor kan jeg ikke nøjes med at spise mig til dem. Jeg er også nødt til at drikke mig til dem.

Og lige netop dét der med at få proteiner nok, er faktisk den største udfordring i alt det her. Jeg synes virkelig at det er udfordrende at nå mit daglige mål på 100 gram protein. Og jeg når det kun hvis jeg bruger proteinintilskud, i form af mit favorit smagsneutrale proteinpulver Atpro200 (reklamelink), som jeg kommer i kaffe, yoghurt, havregrød, mælk, cocio one, juice osv. Det smager ikke af noget, og giver den ekstra protein som jeg har behov for.

Derud over bruger jeg også whey protein pulver fra bodylab (reklamelink), da det er lidt billigere at lave sin egen proteinshake, end af købe dem færdiglavet, og klar til at drikke.

Til sidst er jeg er også glad for at supplere min kost med både barebells barer og barebells milkshakes (reklamelink) da de smager vanvittigt godt, og er super nemme at have med på farten. Uden de 4 proteintilskud, ville jeg ikke have en jordisk chance for at nå mit daglige protein indtag.

Jeg oplever også en stor sammenhæng mellem mit vægttab og min psyke. Når jeg bliver frustreret over at det ik går hurtigt nok, får jeg skraks tør og kløende hud og mit vægttab stopper med det samme. Jeg ved godt at jeg er sådan en der tænker alt for meget, og jeg tror ganske enkelt ikke at min krop kan klare den store opgave det er, at tage sig af alle de vigtige ting på samme tid, og så prioriterer den, én ting ad gangen.

Så snart jeg finder ro med tempoet, koncentrere mig om at få protein nok og følge min kostplan til punkt og prikke, forsvinder den kløende hud og vægttabet går igang igen. Det er jo ret interessant hvor stor en betydning psyken har får kroppens trivsel.

En god beslutning

Jeg vil gerne understrege, at uanset hvad jeg skriver, er jeg virkelig glad for min beslutning om at få lavet en gastric sleeve, og jeg har på absolut intet tidspunkt fortrudt det, end ikk bare 5 minutter.

Jeg ved, at havde jeg ikke taget beslutningen om at få en gastric sleeve, ville jeg ikke have tabt de 32 kg, som jeg har på nuværende tidspunkt. Og det er jeg så sindsygt glad og stolt over.

Jeg har haft nogle måneder hvor trætheden har været altoverskyggende. Det har uden tvivl været fordi jeg spiste for få kalorier. Sådan har jeg det ikke helt længere. Jeg føler nu at jeg har fået mere energi, føler mig mere fri til at gøre det jeg gerne vil og kan passe en masse af mit gamle tøj, som jeg har haft pakket væk. Den følelse det giver at kunne hoppe i en kjole som jeg har haft pakket væk fordi den var for lille, og som nu passer helt perfekt er uundværlig. Det giver sådan en glæde, og jeg føler straks, at jeg kan klare alt i verden. Det er for mig en del af de sejre som jeg har haft på rejsen.

Er det ‘den nemme løsning’ at få en fedmeoperation?

Jeg er udemærket godt klar over, at mange går man den tanke, at en gastric sleeve eller en gastric bypass er ‘den nemme løsning’ i forhold til et vægttab. Jeg er nok også selv hoppet lidt i den ‘fælde’ og var helt sikker på at det ville blive nemmere, end det egentlig har været. Og det, til trods for at læger og diætister fortalte, at dette ikke er en nem løsning, for den er lige så hård som et vægttab uden operationen. Det er bare nogle andre udfordringer jeg har at arbejde med.

Jeg skal tænke lige så meget over, hvad og hvornår jeg spiser, som før min operation. Forskellen er bare helt modsat. Før operationen skulle jeg sørge for at få en pokkers masse grøntsager, sådan at jeg fik mere mæthed forærende, og skulle passe på, ikke at spise for meget, og for ofte. For det ville jo resultere i stillestående vægttab, eller sågar vægtøgning.

Nu skal jeg tænke ligeså meget, og planlægge alle mine måltider. Hvis jeg ikke gør det, får jeg nemlig ikke spist nok. og det resulterer også i at vægttabet går i stå.

Jeg har nemlig den frihed nu, jeg ikke er særlig sulten i løbet af dagen, og samtidig har en helt naturlig begrænsning i og med, at min mave ikke kan rumme særlig meget ad gangen. Det gør naturligvis også, at maden ikke fylder helt lige så meget i mine tanker, som før.

Jeg syntes det er virkelig svært at få protein og kulhydrat nok, UDEN af få ret meget fedt. Der er jo nærmest fedt i alt, det til trods for at jeg spiser mager ost, magert pålæg og så videre, som jeg er blevet anbefalet.

Gamle tankemønstre

Min mave er opereret, og kan af den grund kun indeholde 50-200 ml ad gangen. Min hjerne er ikke opereret, og det kan jeg ret tydeligt mærke. Jeg spiser konsekvent 80 gram kød eller fisk, fordi det er hvad der anbefales i min kostplan, til aftensmad og dertil får jeg det tilbehør vi nu skal have.

For nyligt stegte jeg tre hakkebøffer af 100 gram stykket. Jeg vidste godt på forhånd at jeg ikke ville kunne spise en hel. Alligevel stod jeg og lurede på de tre helt ens hakkebøffer, fordi at jeg ville vælge den der så størst ud. Det giver jo absolut ingen mening. For som sagt, ville jeg ikke kunne spise den. Jeg nåede at stoppe op, og grinede lidt af mig selv, og valgte så den mindste. Som jeg jo heller ikke kunne spise.

Sådan oplever jeg det gang på gang. Jeg har efter 6 måneder stadig ikke helt forstået, at mine portionsstørrelser nu er så små, og selvom min mave tydeligt fortæller mig det, gør min hjerne altså ikke. Dét skal jeg selv være opmærksom på, til alle måltider. Og jeg arbejder på, at ændre min tankegang, for jeg går ikke glip af noget i livet, ved at spise mindre portioner.

Spørg løs!

Jeg vil rigtig gerne dele en masse om de erfaringer jeg gør mig undervejs på denne rejse. Har du nogle spørgsmål, eller ønsker til emner jeg skal dykke mere ned i, så tøv ikke med at skrive en kommentar eller sende mig en mail, så vil jeg gøre mit bedste for at fortælle og hjælpe.