
Vanvittigt lækker broccolisalat med bacon og skyr, sund og ultra nem opskrift for hele familien, og så er den samtidig perfekt som tilbehør til alverdens retter.
Min absolutte yndlingssalat er broccolisalat. Helt klassisk. Sådan har det altid været. Som barn var jeg ikke en store fan af grøntsager. De skulle helst være fint revet, og gemt i maden.
Den eneste salat, som min mor med sikkerhed fik mig til at spise op, hver eneste gang hun serverede den, var broccolisalat med bacon, rosiner og solsikkekerner. Det slog aldrig fejl. Jeg spiste det gerne før alt andet.
Sådan har jeg det faktisk stadig. Bevares, nu sætter jeg helt generelt pris på grøntsager og lækre salater, men favoritten er og bliver broccolisalaten.
Hvorfor gøre det mere besværligt end det er? Nogle gange er klassikeren bare det bedste.
Få opskriften på broccolisalat med bacon her

Broccolisalat med bacon og skyr
Ingredienser
- 600 g broccoli
- 100 g bacon i tern
- 40 g solsikkekerner*
- 1 lille rødløg
- 1 håndfuld rosiner (eller tørrede tranebær)
- 200 g skyr
- 1,5 spsk balsamico eddike*
- 2 spsk sukrin gold* (det kan erstattes af sødemiddel, sukker, honning eller hvad du foretrækker at søde med.)
- salt og peber
Sådan gør du
- Skyl broccoliet og skræl stokken. Del det i mundrette buketter, og skær stokken i små tern.
- Kom broccoliet i en si, overhæld med kogende vand et par gange, og ladet det dryppe af.
- Rist solsikkekernerne på en tør pande til de er gyldne.
- Steg baconen sprød, og lad den dryppe af på en stykke køkkenrulle.
- Skær rødløget i små tern.
- Lav en dressing af skyr, balsamico edikke, sukrin gold, salt og peber.
- Vend det hele sammen, og servér salaten i en pæn skål.
Sense håndfuldsfordeling af broccolisalat med bacon og skyr
Hf 1+2: broccoli, rødløg.
Hf 3: bacon.
Hf 4: rosiner.
Fedt: solsikke kerner.
Mælk: skyr.
Smagsgiver / Gratis: balsamico eddike, sukrin gold, salt, peber.
Hvor meget broccolisalat kan du spise?
I en portion broccolisalat (en fjerdedel af opskriften) får du cirka to håndfulde grøntsager (hf 1+2), en kvart håndfuld protein (hf 3), en kvart håndfuld stivelse (hf 4), en spiseskefuld fedt og en halv deciliter mælkeprodukt.
Hvad bør du spise ved siden af?
Dertil kan du selv supplere med en halv håndfuld grøntsager (hf 1+2), trekvart håndfuld protein (hf 3), trekvart håndfuld stivelse (hf 4), og op til to spiseskefulde fedt.