Citronsmåkager
Sprøde citronsmåkager, der er så nemme at lave, at alle kan være med. De smager virkelig dejligt og kan nydes året rundt. Selvom de, i min familie, er særligt populære i juletiden, bringer de glæde på ethvert tidspunkt af året. Men for os er de en fast tradition til jul.
Traditioner med citronsmåkager til jul
Julen er en traditionsrig tid på året, hvor vi alle har vores foretrukne julemad, julekonfekt og selvfølgelig julesmåkager. Min mormor har altid bagt citronsmåkager til jul, så de er blevet en obligatorisk del af vores julebagning. Jeg kan huske, hvordan duften af friske småkager altid fyldte deres køkken, og hvordan vi ikke kunne vente med at smage dem, når vi kom på besøg.
Skab julestemning i hjemmet
Jeg har altid elsket julen, og den glæde har kun vokset sig større med årene. I år begyndte jeg allerede i starten af november med julefilm, julekalender og at skabe julestemning i hjemmet. Jeg har dog ventet lidt med julebagning og julepynt, fordi min mand ikke er lige så begejstret for julen som jeg er. Nu er vi jo to, der bor sammen, så jeg prøver at finde en balance, som vi begge kan trives med. Men nu, hvor 1. advent er lige om hjørnet, kan jeg endelig give mig hen til min juleglæde fuldt ud.
Fejr 1. advent med familien
Vi skal fejre 1. advent med hele familien hjemme hos min moster, og det bliver en dag fyldt med småkagebagning i stor stil. Dette er en årlig tradition, der samler os alle omkring køkkenbordet. Som barn samledes vi også for at lave juledekorationer, julepynt og spise småkager. Jeg elskede det dengang, og den følelse af hygge og samhørighed har jeg taget med mig ind i voksenlivet. Nu bruger vi en hel dag på at bage julesmåkager og hygge os sammen, og det er en af de ting, jeg ser allermest frem til hvert år.
Eksperimentér med nye julesmåkagevarianter
Vi har alle vores egne småkagevarianter, som vi bidrager med. Sidste år havde jeg de lækreste julesmåkager med appelsin og kanel med. De blev hurtigt en favorit blandt familien, og jeg overvejer allerede, hvilke nye opskrifter jeg skal prøve i år. Måske noget med chokolade og pebermynte eller en klassisk vaniljekrans?
Del kærlighed gennem bagning
Jeg elsker at eksperimentere i køkkenet og finde på nye julegodter. Der er noget magisk ved at skabe noget lækkert fra bunden og se glæden i andres øjne, når de tager den første bid. Julesmåkager er ikke bare bagværk; de er en måde at dele kærlighed og traditioner på, en måde at bringe mennesker tættere sammen på i en tid, der handler om nærvær og fællesskab.
Hvilke julesmåkager foretrækker du?
Hvilke julesmåkager foretrækker du? Har du nogle særlige opskrifter, som du altid vender tilbage til, eller kan du lide at prøve noget nyt hvert år? Jeg elsker at høre om andres juletraditioner og måske få inspiration til nye småkager, der kan blive en del af vores julefejring.
Få opskriften på citronsmåkager her:
Citronsmåkager
Ingredienser
- 250 g smør
- 200 g sukker
- 2 stk æggeblommer
- 250 g hvedemel
- 2 spsk finthakkede mandler
- 1 spsk citronskal
Tilberedelse
- Rør smør og sukker godt sammen og tilsæt æggeblommerne en ad gangen.
- Bland hvedemel, finthakkede mandler og citronskal sammen.
- Rør melblandingen sammen med smør, sukker og æggeblomme.
- På bageplader beklædt med bagepapir placerer du småkagerne med to teskeer i små toppe. Der skal være god afstand imellem, da de flader ud.
- Bag citronsmåkagerne ved 180 grader varmluft i ca. 6-8 minutter, til de er lysebrune i kanten.
- Lad småkagerne køle helt af, og kom dem derefter i en kagedåse.
Sense håndfuldsfordeling af citronsmåkager:
Hf 1+2: intet.
Hf 3: intet.
Hf 4: hvedemel, sukker.
Fedt: smør, æggeblommer, mandler.
Smagsgiver / Gratis: citronskal.
Sense handler om sund fornuft. Der er altså ingen ting der er forbudt i sense, men det handler om mængderne. Småkager kan fint indgå i en sund og varieret kost, dog ikke hver dag, men engang imellem, hvis du husker at kompensere i dagens øvrige spisekasser, ellers kan det koste dyrt på vægten.
Én citronsmåkage indeholder cirka 40 kalorier, det vil altså sige, at 10-15 citronsmåkager svarer til 400-600 kalorier og dermed indholdet af en hel sensespisekasse afhængigt at størrelsen på dine hænder.
Det betyder ikke at du skal holde dig fra alt det søde i julen, men at det kan være en god idé at vælge hvad du vil have på forhånd.
Jeg ser tit at der bliver skrevet, at småkager er nydelses element eller ‘pyt’, og det er det i og for sig også. Der for det så kan gå galt, er hvis du glemmer at kompensere for de søde sager.
Eksempelvis ville jeg gemme en håndfuld 4 og en spiseskefuld fedt i en af dagens spisekasser, så der er plads til 2-3 citronsmåkager. Så undgår du at kalorieindtaget stikker helt af.