Græsk farsbrød med feta og soltørrede tomater
Græsk farsbrød, er en skøn klassiker, med et lille tvist. Dette lækre farsbrød er lavet af en blanding af hakket grisekød med bacon, som jeg tilfældigt fandt i føtex, mén du kan også lave det med ren grisekød. Krydret med lækre smage som hvidløg, løg, tomat og soltørrede tomater er det et saftigt og uimodståeligt græsk farsbrød.
Servér på klassisk manér med kartofler, sovs og grøntsager, eller gå mere græsk til værks med tzatziki, kartofler og en græsk salat.
Få opskriften på græsk farsbrød her:
Græsk farsbrød med feta og soltørrede tomater
Ingredienser
- 400 g hakket grisekød (gerne med bacon)
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 dl minimælk
- 2 æg
- 1 dl finvalset havregryn
- 1 spsk frisk timian
- 80 g soltørrede tomater i olie
- 1 bøtte Cheasy salatost
- salt
- friskkværnet peber
Tilberedelse
- Pil og hak løg og hvidløg fint.
- Skær soltørret tomat i ønskede stykker.
- Pluk timian af stilkene.
- I en skål kommes hakket grisekød med bacon, løg, hvidløg, soltørrede tomater, timian, mælk, æg, havregryn, salt og peber.
- Rør farsen godt med en elpisker, røremaskine eller armmullerne. Den skal røres sej som en frikadellefars.
- Tilføj drænet salat ost og pisk til den er jævnt fordelt og let smuldret.
- Kom farsen i et fad og form til et farsbrød. Smør evt. fadet med lidt af olien fra de soltørrede tomater.
- Bag farsbrødet i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft 40-45 minutter.
Sense håndfuldsfordeling af græsk farsbrød:
Hf 1+2: løg, hvidløg, frisk timian.
Hf 3: hakket grisegrød med bacon, æg, cheasy salatost.
Hf 4: finvalset havregryn.
Fedt: soltørrede tomater i olie.
Mælk: minimælk.
Smagsgiver / Gratis: salt, peber.
Hvor meget farsbrød kan du spise?
Jeg ville tage hvad der svarer til én håndfuld. Det er som regel et sted mellem 100-200 gram afhængigt af størrelsen på din hånd. Det ville jeg tælle som en håndfuld protein (hf 3) og 1 spiseskefuld fedt.
Hvad kan du spise ved siden af?
Ved siden af farsbrødet ville jeg supplere med to håndfulde grøntsager (hf 1+2), en håndfuld stivelse (hf 4) og op til 2 spiseskefulde fedt.