Biscoff Cheesecake

Biscoff cheesecake i glas – den nemmeste og lækreste dessert med kun få ingredienser
Der er noget helt særligt ved en dessert i glas. Den føles på en eller anden måde lidt mere luksuriøs – som om man har gjort sig ekstra umage, selvom det i virkeligheden er det modsatte. Denne biscoff cheesecake i glas er nemlig ualmindeligt nem at lave, kræver ingen ovn og kan piskes sammen på under 20 minutter. Perfekt som en hurtig gæstedessert, men også helt genial som en sød forkælelse på en hverdag, hvor man lige har brug for lidt ekstra.
Smagen er præcis som man håber: cremet, sød, let krydret og med den helt rigtige balance mellem det bløde og det sprøde. Bunden består af knuste biscoff-kiks og smør – klassisk og ufejlbarlig. Midten er en luftig osteblanding rørt med biscoff spread, og toppen… ja, den får lige et ekstra lag biscoff og en skefuld flødeskum. Ikke for meget, bare lige nok til at man føler sig lidt forkælet.
Og så er der det praktiske: Du kan sagtens lave dine Biscoff cheesecake klar i god tid og have dem stående i køleskabet, indtil gæsterne kommer. Faktisk bliver de næsten endnu bedre, når de har fået lov at trække lidt.
Hvad er biscoff egentlig?
Hvis du ikke allerede kender biscoff, så er det de der små karamelkrydrede kiks, man nogle gange får serveret til kaffen. De smager af brun farin, kanel og en snert af nellike – og fås både som kiks og som spread (en slags smørbar version af kiksen, lidt ligesom peanutbutter, bare sødere og mere dessert-agtig). Biscoff spread fås flere steder, blandt andet i Normal, i nogle supermarkeder og på nettet. og står ofte ved siden af Nutella og peanutbutter.
Tips og tricks til opskriften
- Brug gerne et glas med lidt højde, så man kan se de fine lag. Et lille sylteglas eller gammeldags dessertglas fungerer perfekt.
- Vil du gøre dem ekstra festlige? Så hak lidt mørk chokolade og drys over flødeskummet til sidst.
- Cheesecaken sætter sig ikke helt fast, da den ikke indeholder husblas – det gør den ekstra cremet, men kræver også, at du serverer den i en beholder.
- Du kan nemt lave dem dagen før, men vent med at komme flødeskum og kiksen på toppen, til lige inden servering.
- Holdbarhed: Cheesecakes i glas kan holde sig 2-3 dage i køleskabet – uden flødeskum og kiks på toppen.
- Kiksene bliver bløde, hvis de står for længe, så gem dem til sidst og læg dem på lige før servering.
- Du kan ikke fryse denne dessert, men heldigvis er den så nem, at den kan laves på få minutter.
- Kan man lave vegansk Biscoff cheesecake? Ja! Brug en plantebaseret flødeost og piskbar havrefløde. Biscoff spread og kiks er som udgangspunkt veganske, men tjek altid ingredienslisten for en sikkerheds skyld.


Få opskriften på Biscoff cheesecake her:

Biscoff Cheesecake
Ingredienser
Kiksebund
- 75 g biscoff kiks*
- 20 g smør (smeltet)
Cheesecake
- 200 g creamecheese
- 55 g biscoff spread*
- 50 g flormelis
- 125 g piskefløde
Topping
- 75 g biscoff spread*
- flødeskum
- 4 biscoff kiks
Tilberedelse
Kiksebund
- Knus dine kiks, smelt din smør og bland det sammen.
- Fordel kiksemassen i bunden af dine glas
Cheesecake
- Kom flødeost i en skål, tilføj biscoff cream og flormelis. Pisk det til du har en lind masse.
- Pisk fløden til en blød flødeskum, vend den sammen med ostecremen og fordel det oven på kiksebunden i dine glas.
Topping
- Smelt biscoff spread ved svag varme. Fordel det oven på din cheesecake og stil på køl.
- Pisk lidt flødeskum, top de færdige cheesecakes med en dut flødeskum og en biscoff kiks.
Sådan laver du biscoff cheesecake i glas – Step by step
Step 1 – Kiksebund
- Knus 75 g biscoff-kiks fint – enten i en foodprocessor eller ved at komme dem i en frysepose og give dem en tur med kagerullen.
- Smelt 20 g smør og rør det sammen med de knuste kiks, til du har en ensartet masse.
- Fordel kiksemassen i bunden af dine glas og tryk det let sammen med bagsiden af en ske.
Step 2 – Cheesecakefyld
- Kom 200 g flødeost, 55 g biscoff spread og 50 g flormelis i en skål. Pisk det hele sammen til en glat og lind masse.
- I en anden skål pisker du 125 g piskefløde til en blød flødeskum.
- Vend forsigtigt flødeskummet sammen med ostemassen.
- Fordel ostefyldet ovenpå kiksebunden i glassene.
Step 3 – Topping
- Smelt 75 g biscoff spread ved lav varme – enten i en lille gryde eller i mikroovnen i korte intervaller.
- Hæld den smeltede biscoff over hver cheesecake og stil glassene på køl i mindst 1 time – gerne længere.
- Lige inden servering topper du med en lille skefuld flødeskum og en hel biscoff-kiks.
- Så er der bare tilbage at sige velbekomme, og nyd din biscoff cheesecake.