Ælt smøren sammen med alle de tørre ingredienser. Tilføj vandet og ælt dejen smidig og glat.
Kom dejen på køl i 30 minutter, så er den nemmere at arbejde med bagefter.
Tænd ovnen på 190 grader almindelig ovn.
Rul den kolde mørdej ud på et meldrysset bord til den er cirka 4-5mm. tyk. Udstik 28 cirkler med en udstikker på cirka 8 cm. i diameter. Om nødvendig æltes dejen sammen igen og rulles ud på ny, til du har 28 runde kager.
Læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag mørdejen cirka 8-9 minutter ved 190 grader almindelig ovn, til de er let gyldne. De skal ikke være helt sprøde, det bliver de når de køler af.
Lad mørdejskagerne køle af på en rist.
Sådan samler du kagerne
Lav en glasur af flormelis og brombærmarmelade. Jeg synes det bliver pænest hvis marmeladen er kørt igennem en lille si. Det gør jeg ved at røre, trykke og arbejde marmeladen igennem si'en med en dejskraber. Når jeg kun har kernerne tilbage oppe i sien, skraber jeg den helt glatte marmelade af sien nedenunder. Dette blander jeg med flormelis. Tilføj vand efter behov til glasuren.
Placér 14 mørdejskager på bordet, fordel brombærmarmeladen oven på, og top med en ny mørdejskage. Pynt med glasur, og eventuelt hakkede pistacienødder, krymmel, guldglimmer eller lad dem være som de er.