Vis dit køleskab – Mad til mor

by Maria Silje-
vis-dit-koeleskab-madtilmor-dk

Idag skal vi ha’ en ”Vis dit køleskab” og lære Line fra bloggen mad til mor, lidt bedre at kende.

Hun har nemlig inviteret os indenfor I hendes køleskab, og deler ud af lækre opskrifter, gode spisesteder og meget mere.

Til dagligt blogger Line om mad og måltider som gør hverdagen lidt nemmere hvis man er beriget med små krudtugler, og mad der er god at medbringe på udflugter eller trilleture med barnevognen, som hun selv siger.

Hvilke 3 ting har du altid i dit køleskab?

  • Æg, hverdagsmejeriprodukter (dvs. mælk, A38 og en god skæreost) og mousserende vin

Hvilke 3 ting har du aldrig i dit køleskab?

  • For nogle år siden ville jeg have sagt noget med færdiglavet mad og forarbejdede produkter såsom skiveskåret pålæg og skinketern. Men så fik jeg børn og er ikke længere så dogmatisk. Jeg kunne dog ikke forestille mig, at en naturelmarineret kylling skulle finde vej til mit køleskab. Og sylte eller indmad, for det hører til de få ting, jeg simpelthen ikke kan lide

Hvilke madvare ender oftest som madspild hjemme hos dig?

  • Kål. Men jeg forsøger virkelig at minimere madspild, hvilket min juicemaskine er en stor hjælp til.

Hvor finder du inspiration, når du skal lave mad?

  • Blade og magasiner, andre blogs (f.eks. mariavestergaard.dk og stinna.dk) og kogebøger. Helst nogle, der har et par år på bagen, for “før i tiden” behøvede madlavning ikke være så kompliceret, som jeg synes, at det nogle gange bliver gjort til i dag. Når jeg er på besøg hos folk står jeg altid og roder i deres bogreoler og ende ofte med at låne en kogebog eller to med hjem

Har du en hemmelig opskrift du aldrig vil dele med nogen?

  • Hvor kunne det være sejt at have en hemmelig opskrift… men nej – sådan én har jeg ikke. Jeg har måske nok nogle ting (f.eks. tærter, mange slags kager og koldhævede boller), som jeg helst ikke vil have, at min mand opdager, hvor lette er at lave. For så kan jeg ikke få nær så mange point i hans bog, hver gang jeg serverer det for ham.

Har du en yndlings opskrift?

  • Jeg har ikke som sådan en yndlingsopskrift. I foråret og sommeren lavede jeg virkelig mange grove pandekager med krydderurter, og det kommer jeg helt sikkert til at gøre fremover også. De er nemlig superlækre, nemme at lave og man kan komme alt muligt forskellige fyld i.
  • Jeg er også meget glad for at lave pirogger i alle mulige afskygninger. Ligesom pandekagerne smager de godt, er nemme at lave og fyldet kan varieres alt efter årstiden og hvad man har i køleskabet. Og så er de fryseegnede, så man kan lave en stor portion og tage dem op enkeltvis til madpakken eller turen. Der ligger flere forskellige opskrifter på min blog, mine yndlings for tiden er med juicepulp eller revne grøntsager, og opskriften er her.
     photo IMG_2814_zpsf2wgafub.jpg
    Opskrift: (4 tykke pandekager)
    2 dl hvedemel
    2 dl rugmel
    1 dl havregryn
    lidt salt
    6 dl mælk
    1 dl creme fraiche (eller et andet surmælksprodukt)
    2 æg
    50-100 g grønkål (eller andre grøntsager)
    et par håndfulde friske, grofthakkede krydderurterFremgangsmåde:
    Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Mælken tilsættes under omrøring. Creme fraiche og æg piskes i. Til sidst tilsættes grønkål og krydderurter.
    Dejen behøver ikke at hvile, men den kan blandes i god tid og stå i køleskabet indtil den skal bruges.
    De steges enkeltvis i lidt fedtstof på en stor pande. Brug et par deciliter dej pr. pandekage og steg dem først i 6-8 minutter på den ene side og derefter et par minutter på den anden.
    Hold dem varme i ovnen ved 100 grader imens du bager de andre pandekager.
    Der er flere billeder i mit indlæg her.

Hvad synes du er den perfekte 3 retters menu?

  • Den er svær – det kommer meget an på årstiden, selskabet og anledningen. Men altså, man ville aldrig gå helt i byen ved at servere denne for mig:
    Risotto med alt godt fra havet og en kold, syrlig hvidvin til forret.
    En stor oksebøf af høj kvalitet, sprøde grøntsager stegt med masser af hvidløg, frisklavet hjemmebagt brød med smør og en frugtagtig rødvin til hovedret.
    En svampet, fuldfed brownie med en klat is til dessert.
    Og så fyldte chokolader og portvin en time efter. Uhm, jeg bliver helt sulten…;)

Hvor tager du hen og spiser, når du spiser ude og hvorfor?

  • Når jeg spiser ude vil jeg gerne have serveret noget, jeg ikke selv kunne have lave derhjemme. For fire år siden var min mand og jeg ude at spise mindst en gang om ugen og restaurantbesøg var den største post i vores forbrug. Vores favorit var Da Claudio på Godthåbsvej, som serverer virkelig god italiensk mad til rimelige priser og har en charmerende indretning.
    Et andet sikkert hit var (og er) Lêlê på Vesterbro Torv, hvor man kan spise lækre vietnamesiske retter. Selvom jeg personligt foretrak de knap så fancy og eksklusive rammer, som stedet havde tidligere, er der garanti for smagsoplevelser i topklasse med indtryk og nuancer, som er svære at finde andre steder.
    Sidenhen er vi flyttet ud af København og har fået to børn. Nu prioriterer vi i stedet at købe nogle lækre råvarer fra fagfolk, som kan give os råd med på vejen (f.eks. bøffer hos slagteren eller fisk hos fiskemanden). Vi tager dog ganske ofte ungerne på restaurant Sult (Cinematekets café), som serverer Københavns bedste brunch, der også er meget børnevenlig.

 

8 hurtige:

Ko-mælk eller Nødde-mælk
Grøntsager eller Stivelse
Animalsk eller Vegetar
Hjemmelavet mad eller Færdigkøbt mad
Sukker eller Sukkerfrit
Smoothie eller Greenie
Færdigkøbt juice eller Juice selv
Supermarked eller Specialbutikker


 

Hvis du har nogle spørgsmål, eller kommentarer til mine indlæg, finder du et kommentarfelt herunder. Jeg elsker når i deler jeres meninger og tanker med mig, og jeg er meget taknemmelig for at i tager jer tid til det.

Hvis du giver dig i kast med mine opskrifter, så brug endelig hashtagget #MariaSilje så jeg kan følge med hos dig, det er så hyggeligt.

Kærlig hilsen

Maria Silje

2 Comments

  1. Vis mig dit køleskab - Mad-til-mor.dk

    […] Har du nogensinde tænkt på, hvad jeg mon gemmer i mit køleskab? Ovre hos min søde bloggerkollega Maria Silje viser jeg det frem og fortæller lidt om mine madvaner: Vis dit køleskab #1 […]

    07 . jan . 2017
  2. Gæsteblogger i serien Vis dit køleskab - Mad-til-mor.dk

    […] Har du nogensinde tænkt på, hvad jeg mon gemmer i mit køleskab? Ovre hos min søde bloggerkollega Maria Silje viser jeg det frem og fortæller lidt om mine madvaner: Vis dit køleskab #1 […]

    15 . jan . 2017

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »